Brytere under Naadam

Naadam, stolthed, tradition og tro

Der er en første gang for alt, og jeg har netop fejret mit første Naadam. Det er en mongolsk folkefest der fejrer deres uafhængighed og begynder ferien.

At observere traditioner

Endelig ferie. Der var god stemning og højt humør på festivalspladsen. Ved at bruge øjnene forstår man en god del. Jeg var taget af sted med volontøren og en mongolsk veninde, som kunne forklare mig det resterende. Naadam er “de tre mænds spil”, og består ud over marked og boder af tre aktiviteter; bueskydning, hesteløb og brydning. Det første vi så var bueskydning. Det er en flot sport hvor buerne flere gange var højere end deltagerne. Ved pointzonen stod en tre-fire bueskydere og meddelte med fagter og sang om der blev ramt, eller hvor langt der blev skudt over. Sangen var specielt. Jeg fik forklaret at det var en lovprisning og tilbedelse af bueskyderene, traditionen og at der måtte være velsignelse over det.

 

Hædringens fokus

Der var to forskellige former for hædring i løbet af Naadam som faldt mig for hjertet. De forekom i forbindelse med brydningen, men på to helt forskellige måder. Det første mødte jeg i præsentationsseancen af alle bryderne. Hver enkelt har en mand med sig, som min veninde kaldte Zasuul – eller en ‘opmuntrer’, en tilbeder. Hans opgave er at holde hatten mens der brydes, og så at opmuntre eller nærmest tilbede bryderen med sang og tilråb. Denne simple gerning uden fokus på Gud, fik mig til at tænke på afgudsdyrkelse i GT. Gud er en nidkær Gud. Han er hellig og ingen anden er værdig vores tilbedelse. I anden mosebog siger Gud: “Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.” (20, 3-5) Dette gælder ikke bare guldkalve for flere tusind år siden, men også i dag. Vi mennesker har en forkert prioritering når vi hædrer et andet menneske med tilbedelse som vi kun bør tilbede Gud. Og det gælder uanset om det er i brydning, skiskydning, Hollywood eller fodbold.

 

Det største bud

Den anden hædring jeg overværede samme dag, var i samme setup men af en helt anden slags. Vi var om eftermiddagen kørt ud til en nabolandsby sammen med en lokal vennefamilie, fordi ældste søn skulle brydes i finalen i teenagekategorien. Han vandt sølv, og hele familien, både onkler, tanter, bedsteforældre og venner heppede med på sidelinjen. Det var en enorm stolthed jeg kunne mærke da vi kom hjem til bedsteforældrene om aftenen. Alle var inviteret, diplomet og medaljen hængt på væggen, og den 16årige fandt sig i kindkys og pralende forældre. Denne hædring var grundet i næstekærlighed og fokus var flyttet – vi sluttede nemlig aftenen af med en bøn og tak til Gud. Jesus siger: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹” (Matt 22, 37-39) Vi skal takke Gud for alle de velsignelser vi får og har, ikke bueskyderen eller bryderen. Og så er det okay at anerkende den 16årige søn der har vundet sølv og elske ham med stolthed.

Maiken Hadberg

Utsending